Hvad er det?
Primærsocialisering: er den første socialisering et menneske oplever. Denne danner grundstrukturen/byggesten for al senere socialisering. Primærsocialisering sker i hjemmet, altså via forældrene.
Sekundærsocialisering: er fx pædagoger i skole og dagtilbud. Sekundærsocialiseringsprocessen kan have det problem, at processen allerede arbejder med internaliseret verden. Der kan hurtig blive manglende overensstemmelser mellem det primære og sekundære.
Dobbeltsocialisering: Dobbeltsocialisering - barnets to verdener
Foregår i hjemmet og i en institution.
Barnet lærer at være i større grupper og at kunne deltage og begå sig i samfundet.
I samarbejdet mellem forældre og professionelle er det vigtigt at anerkende, at børn både påvirkes i hjemmet og i daginstitutionen. Derfor er det vigtigt med et tæt samarbejde mellem børnenes to primære rum.
Kilde: Mørch, Susanne Idun; individ, institution og samfund, (2007) forlag: academica, 1. udgave, 2. oplag, kap. 5
Socialisering i vores fortælling
Noahs primærsocialisering: I starten af fortællingen får læseren at vide, at Noah i den primære socialisering, altså hos forældrene, ikke får den fornødne omsorg og opmærksomhed som han har brug for, i kraft af at forældrene er pressede på arbejdsmarkedet. I stedet kompenserer de med materielle goder.
Noahs sekundære socialisering: I den sekundære socialisering, altså fritidshjemmet, bliver Noah set, hørt og lyttet til. Han har gode relationer til pædagogerne og ønsker, at hans far var mere som Tue og at han havde en søster som Karen.
Noahs dobbeltsocialiseringsproces: Handler om hvordan forbindelsen er mellem Noahs primære og sekundære socialisering. I dette tilfælde er der kun tale om hjemmet og fritidshjemmet, da vi ikke får oplysninger andetsteds.
Dilemma 1) Kommunikation: Pga. at Noahs forældre er hårdt pressede på arbejdsmarkedet, bliver Noah ofte sat af uden for fritidshjemmet, hvor Noah selv finder ind. Det er derfor vanskeligt at have en løbende kommunikation mellem den primære og sekundære socialisering, altså mellem fritidshjemmet og forældrene.
Evt. løsningsforslag: Det ville være godt hvis Noahs forældre kunne tage sig tid til komme med Noah ind om morgenen, fordi det er vigtigt at have en løbende kommunikation mellem institutionen og forældrene. På den måde får man et bedre samarbejde omkring Noah. Hvis man ikke er i daglig dialog med institutionen, risikerer man desuden at gå glip af vigtige informationer.
Teori: Berger og Luckman mener, at desto nemmere man har ved at give slip på den kendte verden (primære socialisering), jo nemmere bliver det at begå sig i den nye verden(sekundære socialisering). (kilde: Mørch, individ, institution og samfund side 82)
Dilemma 2) De to socialiseringsarenaer påvirker hinanden: Noah er vant til at høre racistiske skældsord fra faderen. I daglig tale bruger Noahs far ordet perker og omtaler pizzariaet som Perkeren. Noah ved ikke at der er noget galt i at sige sådan og bruger det i en uheldig sammenhæng i fritidshjemmet. Det viser, at Noah er påvirket af den primære omsorgsperson og dette har stor indflydelse på hans væremåde i andre sammenhænge. I dette tilfælde fritidshjemmet.
Teori: Goffman mener, at for at kunne opføre sig ordentligt, må man kende de spilleregler, der gælder for institutionen. (kilde: Mørch, individ, institution og samfund side 82) Dvs. at havde Noah vokset op i en familie, hvor de var bevidste om, ikke at bruge racistiske bemærkninger om mennesker, havde han med stor sandsynlighed aldrig kaldt Yasminas far for pizzaperker.
Dilemma 3) Forældresamarbejde:
Konflikten i vores fortælling går i høj grad ud på, om Noahs forældre skal inddrages og hvordan, i forhold til den uheldige episode, hvor Noah kalder Yasminas far for pizzaperker. På den ene side står Tue og mener, at det er nok at tale med Noah. På den anden side står Karen og vil indkalde til møde med Noahs forældre. Det løsningsforslag som lederen kommer med, tager udgangspunkt i hvordan vi i gruppen selv ville have håndteret sagen. Kompromisset bliver således, at Karen tager en uformel samtale med faderen, da han kommer for at hente Noah.
Teori: Ifølge Berger og Luckman har sekundærsocialiseringsprocessen det problem, at den arbejder med en allerede dannet selv og en allerede internationaliseret verden, derfor kan der opstå manglende overensstemmelser mellem den primære og den sekundære verden.(kilde: Mørch, individ, institution og samfund side 82)
Skrevet af Marianne, Sebina, Bianca, Sanne og Henriette
tirsdag den 15. marts 2011
Humor
Hvad er det?
Humor er en vigtig social kompetence for børns opnåelse af social status og anerkendelse blandt andre børn. Humor er vigtigt at få med fra sin opvækst, da det er med til at give livslyst, trivsel og ikke mindst livskvalitet. Når vi ler og stemningen er god og munter, åbner vi for relationer til andre, vi bliver nysgerrige og der bliver ikke mindst åbnet for læringskanalerne. Det er derfor vigtigt at bruge humor i en tidlig alder.
Kilde: Humor.dk
I fortællingen bruger de humor ved at kalde Karens cykel for det røde lyn, Yasmina for pizzaprinsesse, Karen for bønnestagen og Tue for viking.
Vi antager at Noahs far bruger perker som en del af humoren, og at Noah derfor tager det med sig i fritidshjemmet.
Hvis vi kigger ind i fortællingen, hvor Noah kalder pizzariaet for perkeren, ser vi at Noah bruger en spejling af sin fars humor.
Positivt: At faren bruger humor i den daglige tale giver Noah redskaber til at udvikle sin humoristiske sans, dermed opnår han anerkendelse og skaber relationer til de andre børn og voksne.
Negativt: Noahs alder gør, at han ikke kan adskille den humor der bliver brugt i henholdsvis hjemmet og fritidshjemmet, som er den primære og sekundære socialisering.
Ordet perker er blevet brugt som humor i hans primære socialisering og da Noah tager det med i den sekundære socialisering, bliver det modtaget racistisk af Yasmina og pædagogerne
Skrevet af: Marianne, Henriette, Sanne, Bianca og Sebina
Humor er en vigtig social kompetence for børns opnåelse af social status og anerkendelse blandt andre børn. Humor er vigtigt at få med fra sin opvækst, da det er med til at give livslyst, trivsel og ikke mindst livskvalitet. Når vi ler og stemningen er god og munter, åbner vi for relationer til andre, vi bliver nysgerrige og der bliver ikke mindst åbnet for læringskanalerne. Det er derfor vigtigt at bruge humor i en tidlig alder.
Kilde: Humor.dk
I fortællingen bruger de humor ved at kalde Karens cykel for det røde lyn, Yasmina for pizzaprinsesse, Karen for bønnestagen og Tue for viking.
Vi antager at Noahs far bruger perker som en del af humoren, og at Noah derfor tager det med sig i fritidshjemmet.
Hvis vi kigger ind i fortællingen, hvor Noah kalder pizzariaet for perkeren, ser vi at Noah bruger en spejling af sin fars humor.
Positivt: At faren bruger humor i den daglige tale giver Noah redskaber til at udvikle sin humoristiske sans, dermed opnår han anerkendelse og skaber relationer til de andre børn og voksne.
Negativt: Noahs alder gør, at han ikke kan adskille den humor der bliver brugt i henholdsvis hjemmet og fritidshjemmet, som er den primære og sekundære socialisering.
Ordet perker er blevet brugt som humor i hans primære socialisering og da Noah tager det med i den sekundære socialisering, bliver det modtaget racistisk af Yasmina og pædagogerne
Skrevet af: Marianne, Henriette, Sanne, Bianca og Sebina
Anerkendelse
Hvad er det?
Anerkendelse er et menneskesyn. For at være anerkendende i sin tilgang til andre mennesker, er det vigtig at være rummelig. Man skal kunne sætte sig ind i og respektere andre menneskers følelser, handlinger, meninger og holdninger og se forskellige situationer fra flere vinkler. Man skal som udgangspunkt anerkende brugerens oplevelse af situationen og hvilke følelser det frembringer, men man kan ikke altid være enig i deres handling.
Anerkendelse er at se, høre og forstå den anden.
Kilde: oplæg i pædagogik af Lisbeth Lund
Anerkendelse i vores fortælling:
Der er et gensidigt anerkendende forhold mellem Karen og Noah. Karen er rummelig og villig til at lære Laudrup finten. Hun er med på hans ide, og derfor går hun her ind og viser Noah, at hun rigtig godt kan lide hans fodbold interesse, og støtter op om den. Noah anerkender Karens evne til at ville lære af ham. Han drømmer om en storesøster som Karen, fordi hun er en rigtig drengepige og gerne vil spille fodbold med ham og de andre børn.
Desuden forøger det Noahs selvtillid, at han kan lære Laudrup finten fra sig til en, som han ser op til. I denne situation er Karen objekt og Noah er subjekt, da det er Noah der lærer hende noget. (finten)
Tue anerkender Yasminas kulturelle og familiære baggrund ved at give hende kælenavnet ”pizzaprinsesse,” som Yasmina opfatter som noget positivt. Om morgenen Kommer Yasmina løbende over til Tue, og det er en måde at vise, at hun rigtig godt kan lide ham, så derfor er det helt ok med hende at han kalder hende ”pizzaprinsesse.” (anerkendende)
Karen siger ”hej dejligt at se dig,” til Yasmina da hun møder ind, og viser derved at hun ser hende. Samtidig siger hun også til hende, at de kan få lavet perlekæden til hendes mor færdig. Der kan man se, at Karen har en interesse i Yasmina, og at hun ser hendes behov.
Da Yasmina kommer grædende tilbage, viser Tue hende interesse ved at spørge, hvad der er sket. Han er anerkendende, idet han giver hende den opmærksomhed hun ”kræver” og vil høre hendes oplevelse af situationen. Derved føler Yasmina en tillid til Tue og vil, da hun er i stand til at sige noget, gerne fortælle Tue om situationen.
Her er der en subjekt-subjekt relation, da Tue og Yasmina er i et ligeværdigt forhold.
Tue benytter den samme anerkendende tilgang, da han spørger Noah, hvorfor Yasmina græder.
Tue viser rummelighed overfor både Noah og Yasmina, da han efterfølgende lader dem forklare hver deres oplevelse af situationen, så de i fællesskab finder ud af hvad der er sket.
I situationen, hvor Tue og Karen diskuterer hvorvidt der skal gøres mere ved, at Noah har sagt pizzaperker, er de ikke anerkendende overfor hinanden. De sætter sig ikke ind i hinandens meninger og holdninger.
Lederen og Tue bliver i fællesskab enige om, at han trænger til nye udfordringer. Her går lederen ind og anerkender, at Tue har brug for at videreudvikle sig, og at han ikke får de udfordringer i denne institution som han har behov for. Hun lader derfor Tue gå. Desuden kan Tue godt se, at han overfor Karen gik over stregen, og har derfor anerkendt, at hans handling var forkert.
Skrevet af Bianca, Henriette, Marianne, Sebina og Sanne
Anerkendelse er et menneskesyn. For at være anerkendende i sin tilgang til andre mennesker, er det vigtig at være rummelig. Man skal kunne sætte sig ind i og respektere andre menneskers følelser, handlinger, meninger og holdninger og se forskellige situationer fra flere vinkler. Man skal som udgangspunkt anerkende brugerens oplevelse af situationen og hvilke følelser det frembringer, men man kan ikke altid være enig i deres handling.
Anerkendelse er at se, høre og forstå den anden.
Kilde: oplæg i pædagogik af Lisbeth Lund
Anerkendelse i vores fortælling:
Der er et gensidigt anerkendende forhold mellem Karen og Noah. Karen er rummelig og villig til at lære Laudrup finten. Hun er med på hans ide, og derfor går hun her ind og viser Noah, at hun rigtig godt kan lide hans fodbold interesse, og støtter op om den. Noah anerkender Karens evne til at ville lære af ham. Han drømmer om en storesøster som Karen, fordi hun er en rigtig drengepige og gerne vil spille fodbold med ham og de andre børn.
Desuden forøger det Noahs selvtillid, at han kan lære Laudrup finten fra sig til en, som han ser op til. I denne situation er Karen objekt og Noah er subjekt, da det er Noah der lærer hende noget. (finten)
Tue anerkender Yasminas kulturelle og familiære baggrund ved at give hende kælenavnet ”pizzaprinsesse,” som Yasmina opfatter som noget positivt. Om morgenen Kommer Yasmina løbende over til Tue, og det er en måde at vise, at hun rigtig godt kan lide ham, så derfor er det helt ok med hende at han kalder hende ”pizzaprinsesse.” (anerkendende)
Karen siger ”hej dejligt at se dig,” til Yasmina da hun møder ind, og viser derved at hun ser hende. Samtidig siger hun også til hende, at de kan få lavet perlekæden til hendes mor færdig. Der kan man se, at Karen har en interesse i Yasmina, og at hun ser hendes behov.
Da Yasmina kommer grædende tilbage, viser Tue hende interesse ved at spørge, hvad der er sket. Han er anerkendende, idet han giver hende den opmærksomhed hun ”kræver” og vil høre hendes oplevelse af situationen. Derved føler Yasmina en tillid til Tue og vil, da hun er i stand til at sige noget, gerne fortælle Tue om situationen.
Her er der en subjekt-subjekt relation, da Tue og Yasmina er i et ligeværdigt forhold.
Tue benytter den samme anerkendende tilgang, da han spørger Noah, hvorfor Yasmina græder.
Tue viser rummelighed overfor både Noah og Yasmina, da han efterfølgende lader dem forklare hver deres oplevelse af situationen, så de i fællesskab finder ud af hvad der er sket.
I situationen, hvor Tue og Karen diskuterer hvorvidt der skal gøres mere ved, at Noah har sagt pizzaperker, er de ikke anerkendende overfor hinanden. De sætter sig ikke ind i hinandens meninger og holdninger.
Lederen og Tue bliver i fællesskab enige om, at han trænger til nye udfordringer. Her går lederen ind og anerkender, at Tue har brug for at videreudvikle sig, og at han ikke får de udfordringer i denne institution som han har behov for. Hun lader derfor Tue gå. Desuden kan Tue godt se, at han overfor Karen gik over stregen, og har derfor anerkendt, at hans handling var forkert.
Skrevet af Bianca, Henriette, Marianne, Sebina og Sanne
mandag den 14. marts 2011
Manuskript
I starten havde vi overvejet at lave et rollespil over fortællingen. Det kunne evt. se ud som nedenstående.
Så fik vi en idé som vi syntes var endnu bedre og som vi mener kommer helt uventet. Det kan i godt glæde jer til..... surprice surprice!
Manuskript En farvet verden
Rolleliste:
Karen: Tue: Noah: Yasmina: Fortæller:
------------------------------------------------------------------------------
skuespil
Fortæller: Det er tidligt om morgenen. De gule boligblokke strækker sig så langt øjet rækker. I midten af det hele ligger fritidshjemmet.
(Tue står og laver kaffe. Noah kommer løbende ind af døren).
Noah: Fed sweater der.
Tue: Godmorgen mester. Du har da vist fået mor til at sætte strithår i dag.
Noah: Nu kommer Karen på sit røde lyn (griner)
(Karen stiger af kværnen og går ind med træningstasken over skulderen)
Karen: Neej hvor her dufter af kaffe. Det er lige hvad jeg trænger til efter en hård omgang træning. Er det din idé at lave kaffe, Noah?
Noah: nej, det har Tue.
(Yasmina kommer ind)
Yasmina: hej, hej!
Tue: godmorgen min pizzaprinsesse.
Karen: godmorgen, dejligt at se dig. Så kan vi lave perlekæden til din mor færdig.
Fortæller: Da der er vinterferie, er der ikke kommet flere børn endnu. Yasmina plejer at lege med pigerne fra hendes klasse og har aldrig leget med Noah før. Hun syntes at han ser sød ud og beundrer ham når han spiller fodbold.
Noah: (til Yasmina) Skal jeg lære dig Laudrupfinten?
Yasmina: Jaaaa
(Børnene løber ud) (Pædagogerne sidder og planlægger aktiviteter)
Kort tid efter: (Yasmina kommer grædende tilbage med Noah i hælene)
Tue: (Til Yasmina) Hvad er der sket med dig?
Yasmina: (græder så meget at man ikke kan forstå hvad hun prøver at sige)
Karen: (prøver at trøste Yasmina)
Tue: Noah, Hvorfor græder Yasmina?
Noah: Vi var i kælderen og spille fodbold. Jeg blev sulten og spurgte Yasmina om hun også havde lyst til pizza og så græd hun!
(Karen har fået trøstet Yasmina)
Yasmina: han kaldte min far for pizzaperker!
Fortæller: efter noget tid finder de frem til hvordan konflikten egentlig opstod. Noah havde spurgt Yasmina om hun også havde lyst til perkerpizza nede fra perkeren. Noah har hørt sin far omtale pizzamanden som perker og han vidste derfor ikke at det var negativt ladet, eller at pizzamanden var Yasminas far.
Tue: Noah, det er altså forkert at sige perker om andre mennesker, forstår du det?
Noah: (nikker) Ja..
Karen: Vi bliver vel nød til at tale med forældrene om det. De primære omsorgspersoner skal jo forstå, at det de siger i Noahs nærvær, har stor indflydelse på, hvordan han agerer i andre sammenhænge
Tue: Ja, ja… lad os nu ikke gøre det værre end det er, han har jo forstået.
Fortæller: Karen bliver ved med at gå at spekulere på hændelsen efter at hun er kommet hjem og kan ikke slippe den igen. Den næste dag tager hun situationen op med Tue igen. Det irriterer Tue, fordi der har været flere episoder hvor Karen har forsøgt at være bedrevidende.
Noah: (Står og lytter, uden at Karen og Tue ved det)
Karen: Det der med Noah og Yasmina i går. Vi burde altså indkalde forældrene til et møde.
Tue: (irriteret) Karen, du burde lægge bøgerne på hylden. Kom nu tilbage til den virkelige verden
Karen: (Slår knytnæven i bordet) Hvor mange år er det lige siden du selv gik i skole? Du burde låne mine bøger
Tue: (Tager fat i Karens arm) Nu holder du altså op!
(De kigger på hinanden)
Karen: Jeg syntes altså stadig at vi skulle have taget samtalen med Noahs forældre
(Hun vender sig om for at forlade lokalet, men ser Noah).
Noah: (tårer i øjnene og bævrende læber. Han løber sin vej)
Fortæller: Tue og lederen er blevet enige om, at Tue trænger til nye udfordringer og han arbejder i dag på et værested for unge med sociale problemer. Karen har haft en uformel samtale med Noahs far, som ikke havde tænkt på konsekvensen af hans eget sprogbrug. Efterfølgende har institutionen haft fokus på menneskers forskelligheder i en farvet verden.
skrevet af Bianca
Så fik vi en idé som vi syntes var endnu bedre og som vi mener kommer helt uventet. Det kan i godt glæde jer til..... surprice surprice!
Manuskript En farvet verden
Rolleliste:
Karen: Tue: Noah: Yasmina: Fortæller:
------------------------------------------------------------------------------
skuespil
Fortæller: Det er tidligt om morgenen. De gule boligblokke strækker sig så langt øjet rækker. I midten af det hele ligger fritidshjemmet.
(Tue står og laver kaffe. Noah kommer løbende ind af døren).
Noah: Fed sweater der.
Tue: Godmorgen mester. Du har da vist fået mor til at sætte strithår i dag.
Noah: Nu kommer Karen på sit røde lyn (griner)
(Karen stiger af kværnen og går ind med træningstasken over skulderen)
Karen: Neej hvor her dufter af kaffe. Det er lige hvad jeg trænger til efter en hård omgang træning. Er det din idé at lave kaffe, Noah?
Noah: nej, det har Tue.
(Yasmina kommer ind)
Yasmina: hej, hej!
Tue: godmorgen min pizzaprinsesse.
Karen: godmorgen, dejligt at se dig. Så kan vi lave perlekæden til din mor færdig.
Fortæller: Da der er vinterferie, er der ikke kommet flere børn endnu. Yasmina plejer at lege med pigerne fra hendes klasse og har aldrig leget med Noah før. Hun syntes at han ser sød ud og beundrer ham når han spiller fodbold.
Noah: (til Yasmina) Skal jeg lære dig Laudrupfinten?
Yasmina: Jaaaa
(Børnene løber ud) (Pædagogerne sidder og planlægger aktiviteter)
Kort tid efter: (Yasmina kommer grædende tilbage med Noah i hælene)
Tue: (Til Yasmina) Hvad er der sket med dig?
Yasmina: (græder så meget at man ikke kan forstå hvad hun prøver at sige)
Karen: (prøver at trøste Yasmina)
Tue: Noah, Hvorfor græder Yasmina?
Noah: Vi var i kælderen og spille fodbold. Jeg blev sulten og spurgte Yasmina om hun også havde lyst til pizza og så græd hun!
(Karen har fået trøstet Yasmina)
Yasmina: han kaldte min far for pizzaperker!
Fortæller: efter noget tid finder de frem til hvordan konflikten egentlig opstod. Noah havde spurgt Yasmina om hun også havde lyst til perkerpizza nede fra perkeren. Noah har hørt sin far omtale pizzamanden som perker og han vidste derfor ikke at det var negativt ladet, eller at pizzamanden var Yasminas far.
Tue: Noah, det er altså forkert at sige perker om andre mennesker, forstår du det?
Noah: (nikker) Ja..
Karen: Vi bliver vel nød til at tale med forældrene om det. De primære omsorgspersoner skal jo forstå, at det de siger i Noahs nærvær, har stor indflydelse på, hvordan han agerer i andre sammenhænge
Tue: Ja, ja… lad os nu ikke gøre det værre end det er, han har jo forstået.
Fortæller: Karen bliver ved med at gå at spekulere på hændelsen efter at hun er kommet hjem og kan ikke slippe den igen. Den næste dag tager hun situationen op med Tue igen. Det irriterer Tue, fordi der har været flere episoder hvor Karen har forsøgt at være bedrevidende.
Noah: (Står og lytter, uden at Karen og Tue ved det)
Karen: Det der med Noah og Yasmina i går. Vi burde altså indkalde forældrene til et møde.
Tue: (irriteret) Karen, du burde lægge bøgerne på hylden. Kom nu tilbage til den virkelige verden
Karen: (Slår knytnæven i bordet) Hvor mange år er det lige siden du selv gik i skole? Du burde låne mine bøger
Tue: (Tager fat i Karens arm) Nu holder du altså op!
(De kigger på hinanden)
Karen: Jeg syntes altså stadig at vi skulle have taget samtalen med Noahs forældre
(Hun vender sig om for at forlade lokalet, men ser Noah).
Noah: (tårer i øjnene og bævrende læber. Han løber sin vej)
Fortæller: Tue og lederen er blevet enige om, at Tue trænger til nye udfordringer og han arbejder i dag på et værested for unge med sociale problemer. Karen har haft en uformel samtale med Noahs far, som ikke havde tænkt på konsekvensen af hans eget sprogbrug. Efterfølgende har institutionen haft fokus på menneskers forskelligheder i en farvet verden.
skrevet af Bianca
onsdag den 9. marts 2011
Fortælling - Slutning
Efter weekenden kontakter Tue lederen for at fortælle om episoden med Karen. I fællesskab kommer de frem til, at Tue trænger til nye udfordringer. Han kan godt se, at han gik over stregen, da han tog fat i Karen. Desuden er han blevet så fastlåst i sine vaner, at han ikke er åben over for nye metoder at arbejde med. Lederen er enig i, at de skulle have sagt noget til Noahs forældre, men at det godt kunne have foregået i forbindelse med at Noah blev hentet.
Karen og Tue får talt ud om episoden, så de skilles på en ordentlig måde.
Tue arbejder nu på et værested for unge med sociale problemer.
Karen har haft en uformel samtale med Noahs far. Han havde ikke tænkt over, at det kunne have så stor betydning, hvordan hans eget sprogbrug påvirker sønnen. Karen kan mærke at det har haft stor indflydelse på alle børnene i fritidshjemmet, at de efterfølgende har haft fokus på menneskers forskelligheder i en farvet verden.
Skrevet af Henriette, Sebina, Sanne, Marianne og Bianca
Karen og Tue får talt ud om episoden, så de skilles på en ordentlig måde.
Tue arbejder nu på et værested for unge med sociale problemer.
Karen har haft en uformel samtale med Noahs far. Han havde ikke tænkt over, at det kunne have så stor betydning, hvordan hans eget sprogbrug påvirker sønnen. Karen kan mærke at det har haft stor indflydelse på alle børnene i fritidshjemmet, at de efterfølgende har haft fokus på menneskers forskelligheder i en farvet verden.
Skrevet af Henriette, Sebina, Sanne, Marianne og Bianca
tirsdag den 8. marts 2011
Fortælling - klimaks
…hvilket gør Tue meget irriteret, fordi der har været flere episoder, hvor Karen har forsøgt at være bedrevidende. ”Karen, du burde lægge alle dine bøger lidt på hylden og befinde dig i den virkelige verden”, siger han bestemt. ”Hvor mange år er det lige siden, at du selv gik i skole, hva?” Siger Karen, mens hun slår knytnæven ned i bordet. Tue tager fat i hendes arm og fortæller hende, at nu må hun holde op! Hun river armen til sig.
Karen føler virkelig at Tue ser ned på hende. Hun er rystet over, at han kunne finde på at tage fat i hende. Tue selv er forskrækket over sin egen reaktion. Han havde aldrig forestillet sig, at han kunne miste besindelsen, da han plejer at have et roligt temperament og et køligt overblik.
Med ét bliver der helt stille. De kigger på hinanden. De ved godt begge to, at det kørte helt af sporet. ”Jeg syntes stadig, at vi burde have taget samtalen med Noahs forældre” siger Karen og vender sig om for at forlade lokalet. Noah står i døråbningen med tårer i øjnene, bævrende læber og han skynder sig væk. Det går nu op for Karen, at han har overhørt hele diskussionen.
Skrevet af Henriette, Sebina, Sanne, Marianne og Bianca
Karen føler virkelig at Tue ser ned på hende. Hun er rystet over, at han kunne finde på at tage fat i hende. Tue selv er forskrækket over sin egen reaktion. Han havde aldrig forestillet sig, at han kunne miste besindelsen, da han plejer at have et roligt temperament og et køligt overblik.
Med ét bliver der helt stille. De kigger på hinanden. De ved godt begge to, at det kørte helt af sporet. ”Jeg syntes stadig, at vi burde have taget samtalen med Noahs forældre” siger Karen og vender sig om for at forlade lokalet. Noah står i døråbningen med tårer i øjnene, bævrende læber og han skynder sig væk. Det går nu op for Karen, at han har overhørt hele diskussionen.
Skrevet af Henriette, Sebina, Sanne, Marianne og Bianca
onsdag den 2. marts 2011
Fortælling - konflikt
Kort tid efter kommer Yasmina grædende tilbage med Noah i hælene. Noah ser uforstående ud. Tue spørger "Hvad er der sket med dig"? Yasmina græder så meget, at hun ikke kan få et ord frem på læben. Tue spørger i stedet Noah: "Hvorfor græder Yasmina?" Noah fortæller at, de var nede i kælderen og spille fodbold. Han blev sulten og spurgte Yasmina om hun også havde lyst til pizza og så begyndte hun at græde, forklarer han!
Karen har imidlertid fået beroliget Yasmina, som fortsætter: "Han kaldte min far for pizzaperker!"
Efter et stykke tid finder de frem til hvordan konflikten egentlig opstod. Noah havde spurgt Yasmina om hun også havde lyst til at få perkerpizza og om de mon kunne lokke Tue til at hente pizza nede fra perkeren.
Noah har hørt sin far omtale pizzamanden som perker i daglig tale og vidste derfor ikke, at det var negativt ladet.
Tue prøver at forklare Noah, at det er forkert at sige perker om andre mennesker.
Derefter mener han, at problemet er færdigdiskuteret og at Noah har forstået budskabet. Nu må de videre i dagens tekst. Karen mener, at problemet går længere tilbage end Noah og siger: "Vi bliver nødt til at tale med hans forældre om det." De primære omsorgspersoner skal forstå, at det de siger og gør i Noahs nærvær, påvirker hans primære socialisering og dermed har stor indflydelse på, hvordan han agerer i andre sociale sammenhænge.
"Ja ja", siger Tue. "Lad os nu ikke gøre det værre end det er, han har jo forstået!" Karen bliver ved med at gå og spekulere på hændelsen efter hun er kommet hjem og kan ikke slippe den igen.
Den næste dag, er både Tue og Karen i fuld sving, da der er mødt flere børn ind. Da der endelig falder lidt ro på tropperne, tager Karen situationen fra i går, op igen.............
Skrevet af Henriette, Marianne, Sanne, Sebina og Bianca
Karen har imidlertid fået beroliget Yasmina, som fortsætter: "Han kaldte min far for pizzaperker!"
Efter et stykke tid finder de frem til hvordan konflikten egentlig opstod. Noah havde spurgt Yasmina om hun også havde lyst til at få perkerpizza og om de mon kunne lokke Tue til at hente pizza nede fra perkeren.
Noah har hørt sin far omtale pizzamanden som perker i daglig tale og vidste derfor ikke, at det var negativt ladet.
Tue prøver at forklare Noah, at det er forkert at sige perker om andre mennesker.
Derefter mener han, at problemet er færdigdiskuteret og at Noah har forstået budskabet. Nu må de videre i dagens tekst. Karen mener, at problemet går længere tilbage end Noah og siger: "Vi bliver nødt til at tale med hans forældre om det." De primære omsorgspersoner skal forstå, at det de siger og gør i Noahs nærvær, påvirker hans primære socialisering og dermed har stor indflydelse på, hvordan han agerer i andre sociale sammenhænge.
"Ja ja", siger Tue. "Lad os nu ikke gøre det værre end det er, han har jo forstået!" Karen bliver ved med at gå og spekulere på hændelsen efter hun er kommet hjem og kan ikke slippe den igen.
Den næste dag, er både Tue og Karen i fuld sving, da der er mødt flere børn ind. Da der endelig falder lidt ro på tropperne, tager Karen situationen fra i går, op igen.............
Skrevet af Henriette, Marianne, Sanne, Sebina og Bianca
Abonner på:
Kommentarer (Atom)